Ritzau søger en journalist til bureauets redaktion i Sydney
Ritzaus overvågning og produktion om natten er helt afgørende for et velfungerende nyhedsbureau. Netop om natten og tidligt om morgenen er vores kunder særligt afhængige af vores overvågning og formidling af både danske og udenlandske nyheder. Denne opgave varetages af bureauets redaktion i Sydney, hvor det er dag, mens det er nat i Danmark.
Med start i Sydney i januar 2027 søger vi en journalist, der kan bidrage til, at alle danske mediechefer kan sove roligt om natten. Vi håber dog meget på, at den rette kandidat kan starte på Ritzau i København snarest muligt for at lære Ritzaus rutiner, opgaver og systemer at kende, inden flyet til Australien letter. Er du interesseret i stillingen som “nattevagt”, forventer vi, at du besidder en række centrale egenskaber:
- Du kommer til at være del af en redaktion, hvis præstation er meget afhængig af holdspil og gode professionelle relationer. Vi har en flad struktur, og ingen bestemmer mere end andre, men alle tager ansvar. Derfor er dine samarbejdsevner veludviklede, og du kan lide at levere en stærk individuel præstation som del af et hold.
- Du skal have et godt overblik og være i stand til at se den gode og relevante nyhed i mængden og at få den formidlet hurtigt, upartisk og præcist.
- Vi forventer, at du har en kvalificeret allroundviden om centrale udenrigspolitiske emner, erhverv, krimi, indland og dansk politik. Samtidig skal du være klar til at lære sportsjournalistikkens grundtrin, hvis du ikke allerede kan dem.
- Du skal kunne skrive i et letforståeligt sprog, og din retstavning og grammatiske kompetencer skal være i top, da du kommer til at have sidste hånd på mange af redaktionens udsendte elementer.
- Vi forventer, at du læser og forstår engelsk og kan skrive nyheder i dit eget stærke nyhedssprog uden brug af maskinoversættelse, selv om udgangspunktet er en engelsksproget tekst.
Det vil desuden blive set som en fordel, hvis du på det private og personlige plan besidder en stor grad af selvstændighed og evner til at kunne manøvrere på egen hånd langt hjemmefra. Dine arbejdsopgaver er alsidige og består i overordnede træk af følgende:
- Du har ansvar for at overvåge danske og internationale nyhedstjenester/medier/websites og prioritere de vigtigste nyheder. Det forventes, at du bidrager til dækning inden for alle stofområder.
- Du skal primært skrive nyheder, men kommer også til at skulle levere lydklip og lave liveblog.
- Du skal få idéer og se alternative muligheder for relevant indhold, også når nyhedskadencen ikke er på sit højeste.
- Du skal bistå med kvalificeret redigering af historier fra de andre journalister.
- Du skal bidrage med konstruktive indspark og oplæg til morgenholdet i Store Kongensgade.
- Du skal på nogle vagter stå for at producere Ritzaus morgenbriefing, der udsendes til en række medieprofessionelle danskere alle hverdagsmorgener og være klar til at bidrage til produktionen af eventuelle nye ritzauprodukter.
Natredaktionen i Sydney er en del af Ritzaus NU-redaktion, og du kan få yderligere oplysninger hos redaktionschef Martin Darling på mda@ritzau.dk eller 40 13 09 48.
Opstart snarest muligt eller ved nærmere aftale.
Ansøgningsfristen er 27.4.2026 kl. 12:00. Der er tale om en tidsbegrænset stilling på to år.